Menu

Oldboys blander sig i toppen

03. oktober 2013 kl. 22:41
Efter nogle barske sæsoner i 7-Herresenior rækken boltre holdet sig nu i toppen af tabellen efter skiftet til Oldboys
Dagens modstander fra Holte var før kampen placeret på 3. pladsen, tre point efter os på anden pladsen. Vi havde samme antal point som B. 82 Virum, men grundet bedre målscore indtog de 1. pladsen.

Kampen starter med Holte på bolden, men der går ikke mange sekunder, førend vi overtager den og fører den frem af banen og inden for det første minut får Ivan afsluttet, dog uden den store kvalitet og målmanden redder nemt. Holte virker lidt usikre til at starte med og angrebene bølger ned mod målet, hvilket resulterer i at Dusgaard scorer efter bare fire minutter efter at have driblet forbi fire mand. 1-0 til VB. Dog skal det med, at Dus absolut ingen hjælp fik fra sine medspillere, hvilket gjorde at han måtte tage sagen i egen hånd.

Efter målet fortsætter vi med at dominere kampen, men langsomt æder Holte sig ind i opgøret og får spillet til at flyde bedre, hvilket resulterer i et par halve muligheder. Vi har dog stadig stort set alle chancerne og efter otte minutter blokeres et skud fra Kenny til hjørnespark, hvilket havner i hovedet på Kasper, der dog header langt over.

Og bare to minutter senere får Dus afsluttet i to omgange efter fint opspil, først med hælen, som målmanden blokerer og derefter på stolpen, hvorefter Holte desværre får clearet.

Men så tog Holte fat. Tre store chancer bliver afværget, før det desværre lykkedes for Holte at få skudt bolden ind bag en chanceløs Anders, der bliver solgt af forsvaret. 1-1 efter 15 minutter og Holte er tilbage i kampen.

Efter målet er det som om, at de to hold ser hinanden lidt an. Der er lidt løse muligheder i begge ender, men langsomt overtager Holte igen kampen. Sløseri af VBs spillere resulterer i en del afslutninger, som Anders enten tager sig af eller går forbi målet.

Efter 25 minutter tager Kasper chancen fra midten og hans skud er lige ved at sejle i mål, men den tager desværre overlæggeren og på det efterfølgende angreb lykkedes det for Holte at bringe sig i front med 2-1 efter endnu et dumt boldtab.

Målet får os til at vågne lidt op mod slutningen af halvlegen, som vi dominerer. Bl.a. har Dus en afslutning, som deres målmand dog ikke har de store problemer med. Men i sidste minut fører Dus bolden op af banen og efter flot sammenspil er Christoffer ?Sveske? alene foran mål og herfra svigter han ikke (i denne omgang). 2-2 og vi er tilbage i kampen. Inden pausen når Thomas også at få trykket af med en fantastisk helflugter, som sniger sig lige forbi målet. Havde ellers været en kandidat til årets mål på Skovbrynet Skole.

Slut på en første halvleg, som vi startede rigtig fornuftigt, men som endte meget lige, dog måske med et lille spillemæssigt overtag til Holte. Anders gav i hvert fald holdet en ordentlig opsang i pausen, som kunne høres i hele Værebro.


Anden halvleg starter som første halvleg sluttede, nemlig med en afslutning fra VB. Dus? skud bliver dog blokeret og ryger til hjørnespark. Dette kommer der ikke noget ud af. Holte vil dog også lege med og begynder stille og roligt at sætte sig på spillet, hvilket efter 33 minutter resulterer i et flot, gennemspillet angreb, der afsluttes med en sikker scoring. 3-2 til Holte og ikke ligefrem en drømmestart på anden halvleg.

Ivan begynder at røre lidt på sig efter målet og har flere gode aktioner. Bl.a. får han efter 35 minutter skudt bolden tæt forbi mål og bare minuttet senere burde han have bragt balance i regnskabet, men skovler bolden over et tomt mål efter Sveske har skudt på stolpen. Sveske forsøger sig efterfølgende også et par gange efter rigtig godt VB-opspil, men desværre uden held. I denne periode af kampen burde vi virkelig have scoret minimum et mål, men skarpheden mangler.

Spillet bølger frem og tilbage, med gode muligheder i begge ender, bl.a. har Holte et frispark, som bliver trillet til siden, hvor en Holtespiller står klar, men Anders redder flot. Vi er virkelig inde i en hektisk periode nu, hvor journalisten har svært ved at følge med. Sveske har en KÆMPE mulighed, hvor bolden nærmest bare skal pustes i mål, men Holte får afværget i absolut sidste sekund på selve målstregen.

Holte virker sikre på bolden og laver generelt ikke mange fejl, mens vi er tvunget til at sparke bolden frem efter enten Ivan eller Dus, hvilket dog resulterer i enkelte muligheder, men ikke de helt åbne chancer. Holte får derimod kombineret sig igennem et par gange, bl.a. efter 45 minutter, hvor de sparker en friløber lige forbi mål. Søren kommer godt tilbage i denne situation og får presset angriberen til en for tidlig afslutning.

Efter 47 minutter sker det, der ikke må ske! Vi virker meget trætte og forsvaret er slemt på hælene og det udnytter Holte til at score til 4-2. Det ligner afgørelsen, selvom der stadig er 13 minutter tilbage, for vi ser trætte og modløse ud efter scoringen.

De næste par minutter er billedet det samme. Holte er gode til at køre bolden rundt, uden dog at skabe nogen chancer, mens vi får sendt et par halvtamme afslutninger af sted langt udefra, der dog ikke volder målmanden nogen problemer.

Vi får desværre ikke skabt det helt store i kampens afslutning, og Holte er rigtig dygtige til at køre bolden rundt. Vi er løbet tør for kræfter og hænger lidt med hovederne. Det ses tydeligt, da Holte i kampens sidste minut får en situation, hvor de er tre mod to og vores spillere hænger meget langt fremme. Holte formår dog at brænde i tre omgange og vi slipper med skrækken.

Desværre slipper vi ikke for sæsonens andet nederlag, for kampens dygtige dommer fløjter kort tid efter kampen af og vi taber med 4-2.


Holdet tabte til en bedre modstander på dagen, men der blev produceret rigeligt med chancer til en sejr. Den manglende effektivitet skyldes måske en lidt fugtig studietur med konerne til Hamburg den foregående weekend. Man skulle måske overveje ikke at tage konerne med næste gang så seriøsiteten ikke går fløjten.

Placeringerne i toppen er dog uændret efter 8. spillerunde med pointlighed mellem de tre tophold. VB er dog sikre på 2. pladsen, da Holte ikke kan rykke op efter udeblivelse fra kampen mod B. 82 Virum. Det må anses for urealistisk at nå 1. pladsen og herved sikre direkte oprykning, men med 2. pladsen følger der oprykningskampe for at finde de sidste oprykkere.

Luk