Menu

1. holdet deler i porten med B. 1973, Herlev

image
05. september 2015 kl. 23:55
I fjerde runde spiller 1. holdet uafgjort og 2. holdet vinder
Lokalopgøret mellem 1. holdet og B. 1973, Herlev var flyttet til opvisningsbanen på Gladsaxe Stadion. Der var set frem til opgøret, da vi tidligere har haft mange tætte opgør mod B. 1973 i Sjællandsserien.

Begge hold starter dog afventende. Holdene presser herefter lidt på skift, men ingen af holdene tilspiller sig nogen 100% chancer i første halvleg. I anden halvleg starter B. 1973 bedst, men VB kommer hurtigt ind i kampen. VB kommer ind i en god rytme og en scoring virker realistisk, men et gult kort til Erkan i det 66. minut letter presset på B. 1973. Herefter er det en lidt blandet affære og nogle kraftige regnbyger gør også betingelserne svære. VB har et par dårlige clearinger i løbet af halvlegen, som B. 1973 udnytter med afslutninger på mål. Viskær på målet er dog sikkerheden selv.

VB's spil er for omstændeligt i specielt angrebet og primært båret af individuelle præstationer der løber ud i sandet. Når man endelig løber for hinanden og spiller hurtigt havner man ofte i offsidesituationer. Standardsituationerne får man også forbavsende lidt ud af. Ærgeligt fordi man har gode folk til at tage hjørne-/frispark og indkast ind i feltet. I det hele taget efterlader 1. holdet et lidt uskarpt indtryk i dagens kamp. Så taget præstationen i betragtning skal vi være glade for det ene point.

Afslutningvis kan vi glæde os over, at vi stadigvæk indtager førstepladsen i puljen, da flere af de andre tophold også spillede uafgjort. Der er dog kun to points forskel ned til holdene midt i puljen.

Dommertrioen med Henrik Pedersen i spidsen samt de to liniedommere Ali Karim og Simon Reusch håndterede kampen på glimrende vis og efterlader et rigtigt godt indtryk. Det var desuden en meget fair spillet kamp, som begge hold havde stor ære af og hvor der kun blev uddelt et enkelt gult kort.

2. holdet vinder sikkert på udebane mod Lynge-Uggeløse 0-2 og sidder tungt på kampen. Oprykning til Serie 2 er derfor stadigvæk indenfor rækkevidde, men der skal arbejdes stenhårdt for at nå målet.