Menu

2. Holdet starter med sejr

11. april 2015 kl. 22:01
Så var det 2. Holdets tur til at tage hul på forårssæsonen mod ærkerivalerne fra Bagsværd Boldklub.
Da åbningen af skolebanen i Værebro var udsat til mandag den 13. april blev kampen henlagt til Bagsværd Stadion. BB kvitterede med at afvikle kampen på opvisningsbanen i et fantastisk vejr. Det var tydeligt at BB mente det alvorligt, da formanden Steen Jørgensen var indkaldt som forstærkning af holdet.

 
Stor koncentration da Danijel gennemgik det taktiske oplæg på iPad'en.

VB kom bedst fra start og dominerede kampen. Efter 29 minutter lykkedes det så for VB at score til 1-0. Dette gentog sig lige inden pausen til 2-0. BBs træner talte dunder til spillerne og det hjalp. De startede 2. halvleg med et højere tempo og større aggressivitet. BB havde flere gode chancer og efter 57 minutter fik de reduceret til 2-1. VB begyndte endelig at tage sig sammen og fik bedre styr på BB. VB havde flere farlige omstillinger og endelig lykkedes det at score til 3-1 efter 78 minutter. Ivan bankede reposten ind i kassen efter et skud på overliggeren. BB resignerede og VB kunne trække sig sejrrigt ud af en fair spillet kamp uden gule kort. Samtidig overtog VB førstepladsen fra BB i puljen og har nu kurs mod Serie 3.

Det var dejligt at få BB ned med nakken og nu mangler vi bare at 1. Holdet udsætter AB og Gladsaxe-Hero for samme kærlige behandling. Så kan vi gå på sommerferie med håneretten intakt over disse tre hæderkronede klubber. Forza VB... 
Luk